Hvad man bør vide, før man siger ja til sin investor

Når man føler sig klar til at vælge en investor, er der en række ting, man bør holde for øje, før man tager vedkommende med ombord. Man kan enten spørge sin investor direkte om disse ting eller undersøge, hvordan det forholder sig. Vælger man at spørge direkte, skaber man en ærlighed fra start med klare visioner om, hvad man gerne vil have ud af samarbejdet. Som ejer og investor kommer man til at arbejde tæt sammen, og man kommer til at afgive procenter af sit – i fleste tilfælde – livsværk; derfor er det utroligt vigtigt, at man siger ja til den rette.

Hvad vægter mest?

Når man søger investorer, kan man ofte blive forblændet af at være under hårdt pres på kapitalsiden, og man kan derfor nogle gange se denne som det eneste nødvendige for væksten. Men ens virksomhed har brug for meget mere end blot kapital; har man ikke de rette kompetencer og værdier i teamet, vil pengene blot slippe op, og så er man lige vidt. Derfor vægter ens investors kompetencer mindst lige så højt som kapitalen, vedkommende tilbyder. For at få den rette investor ombord kan det derfor godt betale sig at afgive flere procenter for et lavere beløb, såfremt investoren kommer med kompetencer, der kan være mere værd end pengene. 

Man bør passe på med at tage imod en investor, blot fordi der bliver lagt et højt beløb på bordet. Man bør derfor undersøge nøje, hvilke kompetencer ens investor egentlig kan bidrage med, og om de er relevante i forhold til, hvad man har brug for. Her kan man passende fortælle sin investor om et problem, man har i virksomheden, for at høre, hvordan vedkommende ville løse det. 

Hvilken erfaring har investoren? 

Investorer er ofte erfarne serieiværksættere, som har meget erfaring med i bagagen, især i forhold til at bygge virksomheder op fra bunden. Men er det relevant erfaring, man kan bruge inden for ens egen specifikke branche? Det er vigtigt, at man kritisk overvejer, om investorens erfaring er relevant nok i forhold til de områder, hvor man har brug for en sparringspartner. Ofte vil investorer selv kunne se, når de ikke kan bidrage med de fornødne kompetencer. I andre tilfælde risikerer man, at en potentiel investor kan se så stort et potentiale i ens idé, at de lader sig rive med – på trods af, at de ikke besidder de nødvendige kompetencer. Derfor er det vigtigt, at man overvejer, hvor godt et match investoren egentligt er for ens virksomhed, hvis man ser bort fra kapitalen, der bliver stillet til rådighed. 

Hvilket netværk får man adgang til med ens investor? 

Når man vurderer sin potentielle investor, er det meget relevant, hvilke kredse investoren bevæger sig i. Med et solidt netværk kan man nå utroligt langt med sin virksomhed og dermed få bredt budskabet til de helt rigtige nøglepersoner. Igennem ens investor bør man gerne kunne få gratis eksponering af høj værdi og komme i kontakt med personer, der virkelig kan skubbe ens forretning fremad. 

Hvis ens potentielle investor har branchespecifik erfaring med en virksomhed inden for det samme område, giver det sig selv, at investoren også vil have et netværk, som man kan få gavn af. Det kan også være personen har et meget bredt netværk indenfor mange forskellige brancher – det kan være effektivt for at nå langt ud og gøre ens virksomhed alment kendt blandt erhvervsfolk.

Er ens investor løsningsorienteret?

Når en investor træder ind i ens virksomhed, er det vigtigt, at personen er engageret og har gåpåmod. Ligesom man selv har visioner om, hvad ens virksomhed skal blive en dag, skal ens investor også kunne se det store potentiale, og skal kunne visualisere, hvordan drøm bliver til virkelighed. Derfor bør ens investor være løsningsorienteret og god til at komme med de gode og unikke idéer, som motiverer en og får en til at tænke ud af boksen. Ved at lægge realistiske forslag på bordet, vil man hurtigt kunne eksekvere og effektivt skalere virksomheden.

Det er også en god idé at spørge ind til, hvilke områder ens investor ønsker at (og mener at kunne) skabe værdi. Hvilke kernekompetencer besidder ens investor, og hvordan vil disse være en effektiv hjælp for teamet? Hvad har man mest brug for, og vil ens investor kunne hjælpe en på rette spor?

Need an Investor? Ditch the Pitch.

Hvor meget tid har ens investor til rådighed?

Det er væsentlig at spørge ind til, hvor meget tid ens investor egentlig kan byde ind med. Hvis ens investor er involveret i mange forskellige startups og vækstvirksomheder, er det usandsynligt, at ens investor også har mulighed for at tilbyde meget tid. Hvis det er vigtigt for en, at ens investor er aktivt involveret i virksomheden, bør man finde en investor med mere tid på hånden, så man kan få effektiv sparring og få skabt effektiv vækst med hjælp fra en investor.

Før man takker ja til en investors bud, er det derfor vigtigt at få forventningsafstemt grundigt. En passiv investor kan også skabe vækst, men det er i højere grad ens egen selvstændige drivkraft, der skal danne grundlag for denne. 

Lav baggrundstjek

Udover hvad personen selv kan fortælle en, hvad kan man så finde af information? Hvis det er muligt, er det en god idé at lave baggrundstjek, før man mødes med ens potentielle investor. Find personens LinkedIn profil og se, hvilken erfaring vedkommende kommer med, og hvordan den kan være nyttig i ens egen virksomhed. Har den potentielle investor investeret i andre startups, så kan man forhøre sig hos dem  for at blive klogere på, hvordan et potentielt samarbejde ville være.

Har ens investor forstået ens koncept?

Endeligt bør man sætte sig ind i sin investors motivation; hvorfor ønsker personen at investere i ens virksomhed? Hvilket potentiale kan vedkommende se, og har vedkommende forslag til, hvordan man kommer i mål? Det er også vigtigt, at ens investor virkelig forstår ens koncept, og hvilken forskel det skaber for markedet. Nogle investorer spreder deres risiko over et stort antal startups og investerer i dem, som var de aktier. Man bør træde varsomt med disse – går ens investor ikke ind i ens virksomhed af de rette årsager, kan det give mere besvær end gavn. Man bør derfor holde et vågent øje og vælge en investor, der deler ens vision, og som kan se forskellige muligheder for at skabe mere vækst i ens forretning.

Del på facebook
Del på Facebook
Del på linkedin
Del på LinkedIn

Kontakt os nedenfor